Kontakt Thomas
Partner/Advokat. Mobil +45 2464 3906
Højesteret: Konkurrenceklausul mellem to kapitalejere var ikke omfattet af ansættelsesklausulloven § 11, stk. 3, jf. stk. 1.
Ansættelsesklausulloven indeholder en regel, hvorefter en konkurrenceklausul ikke er gyldig, hvis arbejdsgiveren opsiger ansættelsesforholdet, uden at lønmodtageren har givet rimelig anledning hertil.
Som udgangspunkt gælder ansættelsesklausulloven alene for lønmodtagere; dvs. personer, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, men loven har et bredere anvendelsesområde, idet den tillige gælder for andre end lønmodtagere.
Sagens omstændigheder
Domstolene resumerer sagen som følger:
To kapitalejere i et holdingselskab, A og B, indgik en forligsaftale, hvorved en konkurrenceklausul i en tidligere indgået ejeraftale blev opretholdt, samtidig med A’s udtræden af holdingselskabet. Konkurrenceklausulen skulle være gældende i to år fra forligsaftalens indgåelse. A var både før og efter forligsaftalens indgåelse ansat i et datterselskab til holdingselskabet, hvorfra driften af virksomheden foregik, men blev senere opsagt.
Efterfølgende nedlagde byretten på B og X ApS’ begæring midlertidigt forbud mod A’s overtrædelse af konkurrenceklausulen. A gjorde gældende, at konkurrenceklausulen var bortfaldet i medfør af ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, idet A ikke selv havde givet rimelig anledning til opsigelsen.
Højesteret fandt, at der med ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, ikke var tilsigtet en ændring i den retstilstand, der var gældende under den nu ophævede bestemmelse i aftalelovens § 38, stk. 2. Da konkurrenceklausulen var indgået som led i en forligsaftale mellem to kapitalejere, og dermed ikke som led i et ansættelsesforhold, fandt bestemmelsen i ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, ikke anvendelse.
De øvrige betingelser for nedlæggelse af forbud var ligeledes opfyldt.
Baker Tilly Legal Advokatfirmas bemærkninger
Vi vurderer, at Højesterets kendelse illustrerer rækkevidden af ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, idet bestemmelsen ikke automatisk kan strækkes til at gælde for konkurrenceklausuler indgået som led i ejeraftaler. Dermed er det fortsat udgangspunktet, at der ikke gælder særlige regler om bortfald af konkurrenceklausuler, som ejere pålægger hinanden i medfør af en ejeraftale.
Vi vurderer, at Højesterets kendelse medfører, at rækkevidden af Sø – og Handelsrettens dom af 20. januar 2020 om kundeklausuler er tvivlsom.
Der er imidlertid væsentlige forskelle på de to sager, eftersom kundeklausulen i sagen for Sø- & Handelsretten tidsmæssigt knyttede sig til kapitalejerens ophør af sin ansættelse, samt at der var tale om en minoritetskapitalejer.
Dette bevirker, at en ansættelsesklausul i en ejeraftale ikke nødvendigvis vil skulle overholde ansættelsesklausullovens gyldighedsbetingelser, såfremt klausulen forpligter selskabets kapitalejere, til trods for at disse kapitalejere også kan betragtes som lønmodtagere.
Dermed skal der i hvert enkelte tilfælde foretages en konkret vurdering af, om en kunde/konkurrenceklausul er indgået som led i at være kapitalejer eller som led i et lønmodtagerforhold.
Kontakt Baker Tilly Legal Advokatfirma, hvis du har en henvendelse om kunde- og konkurrenceklausuler.