Forfatter

Bakertillylegaladvokatfirma Steen Petersen3

Advokat (H), mobil: +45 2172 1782

Steen Petersen
8. januar 2024

Er bevilget fri proces eller privat retshjælpsforsikring en garanti for at vinde den civile retssag?

Svaret er nej. Når sagsøger/sagsøgte har opnået fri proces eller retshjælpstilsagn fra sin forsikring, er det udtryk for, at retssagen må anses at blive ført med rette, fordi der er rimelig udsigt til at vinde sagen.

Dette står i modsætning til håbløse sager eller sager, der ikke har Herrens gang på jorden. Her gives ikke retshjælp, fordi udfaldet er givet på forhånd.

Men om sagen vindes eller tabes, beror på parternes procesførelse for rettens dommere og den bevisførelse, som dommerne præsenteres for af parter og medvirkende advokater under hovedforhandlingen.

Bevilget retshjælp til retssag kan skyldes, at de tvistepunkter, der indgår i retssagen, ikke er helt afklarede i retspraksis – eller at sagen af andre grunde er principiel.

Både i civile sager med fri proces og privat retshjælpsforsikring gælder det, at parterne ikke uden accept fra retten/ forsikringsselskabet kan igangsætte alle mulige skridt for at bevise deres påstande.

Syn og skøn på mangler tillades normalt.

Men skal der laves flere tillægsskønserklæringer, som på forhånd ikke kan rokke ved resultatet af den første skønserklæring, kan Retten/forsikringen afslå det.

Bevisførelse skal altid være relevant, og der er grænser for, hvor mange omkostninger en retssag kan bære.