Dødsbobehandling

I den svære tid efter, at et familiemedlem eller anden nærtstående person er afgået ved døden, skal de pårørende tage stilling til boets skifteform og behandling. Der er flere former for skifte af et dødsbo og her kan vi bistå med rådgivning omkring valg af boets skifteform og den efterfølgende bobehandling.

Afdødes livssituation på tidspunktet for dødsfaldet er afgørende for boets skifteform.

Uskiftet bo

Var afdøde gift på tidspunktet for dødsfaldet, kan efterlevende ægtefælle hensidde i uskiftet bo.

Mange er af den opfattelse, at dette kræver tilladelse fra fællesbørnene. Det er ikke korrekt – en ægtefælle kan til enhver tid vælge at hensidde i uskiftet bo, uden at fællesbørnene skal spørges.

Hvis afdøde efterlader sig særbørn, kan efterlevende ægtefælle dog kun hensidde i uskiftet bo, såfremt afdødes særbørn giver tilladelse hertil. Giver særbørnene ikke tilladelse, skal boet efter afdøde skiftes.

Der kan være mulighed for ægtefælleudlæg/suppleringsarv, alt afhængig af ægtefællernes samlede formue.

Forenklet privat skifte

Efterlader afdøde og efterlevende ægtefælle sig ingen livsarvinger, udleveres boet til efterlevende ægtefælle som forenklet privat skifte. Ægtefællen overtager alle afdødes aktiver og passiver og der skal alene indleveres en åbningsstatus til Skattestyrelsen og Skifteretten. Ægtefællen betaler ingen boafgift.

Privat skifte

Hvis alle arvinger er enige, og afdøde ikke har oprettet testamente, der bestemmer andet, kan arvingerne vælge at lade boet skifte privat. Et privat skifte kræver, at alle arvinger er enige om alle beslutninger, ligesom det kræver, at en af arvingerne kan afgive en solvenserklæring overfor Skifteretten.

Mange arvinger forsøger selv at forestå skiftet, men ender ofte med anmodning om advokatbistand, når tidspunktet for udarbejdelse af enten åbningsstatus eller boopgørelse nærmer sig. Dette kan fordyre behandlingen for arvingerne, da advokaten oftest skal bruge mere tid på at gennemgå de ekspeditioner arvingerne selv har foretaget for at kunne udarbejde f.eks. den endelige boopgørelse, herunder gennemgå og afstemme kontoudskrifter for afdødes bankkonti m.m..  Der kan også være skattemæssige forhold, der skal tages højde for.]

Bobestyrer

Kan arvingerne ikke blive enige om privat skifte, eller har i afdøde i et testamente bestemt, at f.eks. advokat Sajitha Sureshkanna skal behandle boet som bobestyrer, vil Skifteretten udlevere boet til bobestyrerbehandling efter, at advokat Sajitha Sureshkanna har stillet sikkerhed for boets aktiver. Skifteretten kan også vælge at udlevere boet til en autoriseret bobestyrer, såfremt afdøde ikke har valgt en specifik advokat i sit testamente.

Ved bobestyrerbehandling vil bobestyreren kunne træffe afgørelser om alle boets forhold. Dog har bobestyreren pligt til at forelægge væsentlige spørgsmål for arvingerne. Kan arvingerne ikke blive enige, vil bobestyreren træffe en afgørelse, som herefter af arvingerne kan påklages til Skifteretten. Herefter træffes Skifteretten afgørelse.

Vi vælger dog altid at forelægge alle beslutninger for arvingerne – uanset væsentlighed – da det er vores opfattelse, at boets behandling så vidt muligt skal foregå ud fra arvingernes ønske.

Boudlæg

Hvis afdødes aktiver efter afholdelse af udgifterne til begravelsen ikke overstiger kr. 47.000 (2022) kan boet udlægges til nærmeste pårørende eller til den, der har stået for begravelsen. Der sker således ikke et egentligt skifte af boet. Den, der får boet udleveret, har pligt til at betale for begravelsen samt til at sørge for at rydde afdødes bolig. Eventuelt indestående på afdødes konti udbetales til vedkommende.

For langt de fleste skifteformer indrykkes en annonce i Statstidende (proklama), hvorefter eventuelle kreditorer indenfor 8 uger efter indrykningen skal anmelde deres krav i boet til boets kontaktperson.

Efter udløbet af proklamafristen eller senest 6 måneder efter dødsfaldet, skal der indgives en åbningsstatus til Skattestyrelsen og Skifteretten. En åbningsstatus er blot en foreløbig opgørelse pr. dødsdagen over afdødes aktiver og passiver og indeholder f.eks. ikke omkostninger ved afhændelse af boets aktiver.

Når alle boets aktiver er afhændet – bilen og huset er solgt, boets bankkonti er opgjort, eventuelle værdipapirer er solgt eller overført til arvingerne som a’conto udlæg, eventuel skat er beregnet, kan den endelige boopgørelse udarbejdes. Den endelige boopgørelse indeholder samtlige indtægter og udgifter i boet, ligesom boopgørelsen indeholder en beregning af den boafgift, der skal betales, og fordelingen af arven mellem arvingerne.

Spørgsmål og svar om dødsbobehandling

Q: Er det nødvendigt med advokatbistand ved skifte af et dødsbo

A:  Det afhænger helt af boets skifteform. Hvis boet kan skiftes privat, er det ikke nødvendigt med advokatbistand. Det er dog altid en god ide, da der kan være mange faldgruber, frister, der skal overholdes m.m., ligesom der kan være arvinger, der ikke ønsker at en af de øvrige arvinger skal stå for det hele og have adgang til afdødes bankkonti.

Q: Kan jeg ikke bare få hjælp til den endelige boopgørelse

A: Jo, det er naturligvis også en mulighed ved privat skiftede boer, men advokaten vil typisk her skulle bruge uforholdsmæssigt meget tid på f.eks. afstemning af boets bankkonti, gennemgang af ekspeditioner omkring afhændelse af aktiver m.m. for at kunne udarbejde boopgørelse, så oftest bliver det ikke så meget dyrere, at advokaten bistår under skiftet fra start af.

Q:Hvad koster det

A: Der kan desværre ikke gives et entydigt svar herpå, da vores endelige pris afhænger af, hvor meget tid vi har brugt på sagen. Ved sagens opstart forsøger vi dog altid at give et bud på, hvad vi forventer, at vores salær vil lande på, når boet kan afsluttes.]

Q: Kan Skifteretten ikke bare behandle boet

A: Nej, Skifteretten kan alene vejlede omkring boets skifteform og udarbejder ikke åbningsstatus eller boopgørelse. Det skal arvingerne selv eller via en advokat.

Testimonials

Citat fra Baker Tilly LegalDa min mand blev alvorlig syg, og vi havde brug for juridisk bistand trådte Sajitha til. Vi nåede at holde møde og få udfærdiget et testamente på under ét døgn. Dette er medvirkende til, at jeg efter min mands død, er i stand til at leve mit liv uden økonomiske problemer. Sajitha var derfor mit naturlige valg, da jeg skulle bruge en advokat til mit køb/salg af bolig. Hun er ikke kun super professionel, men også en meget behagelig og empatisk person, og hendes tilgængelighed er i top.” 

Hurtig og empatisk juridisk bistand – Susanne Svendsen

Citat fra Baker Tilly LegalSajitha har taget vores henvendelse meget seriøst, og behandlet alle vores henvendelser med rette omhu for regler og ønsker. Hun vender tilbage og følger op, hvilket har gjort, at man er helt tryg i en proces, som man ikke nødvendigvis kender til fulde. Vi har været yderst tilfredse.“

Kim Axeltoft Engelbrecht og Linda Skov Larsen

Citat fra Baker Tilly LegalKære Sajitha. Tak for at du fik min sag i mål. Du har virket solid, og jeg har følt mig meget godt behandlet af dig hele vejen. Jeg vil ikke tøve med at henvende mig igen, hvis jeg fik brug for det.” 

Solid erfaring fik sagen i mål – Gina Jensen 

Medlem af:

Advokat Samfundet
Danske Familieadvokater

Kontakt os

Vi har gennem årene behandlet mange boer og har derfor stor erfaring indenfor området. Herudover udarbejder vi mange testamenter og rådgiver omkring Arvelovens regler og mulighed for fordeling af arv.

Kontakt

Sajitha Sureshkanna

Sajitha Sureshkanna

Advokat | Partner