Pexels tatiana syrikova 3975643

Kan min arbejdsgiver bede mig afholde min ferie i opsigelsesperioden?

Nicholas Ørum Keller 13. mar. 2017

Hvis du bliver opsagt eller skifter job, opstår spørgsmålet hvad der skal ske med ikke afholdt ferie

Skal den holdes i opsigelsesperioden eller skal ferien i stedet udbetales? Få svaret her.

Ferie i opsigelsesperioden

Mange arbejdsgivere ønsker, at deres fratrædende medarbejdere afholder så meget ferie som muligt i deres opsigelsesperiode. Det ønsker de, fordi de så undgår at indbetale feriegodtgørelse. Vi ser derfor af og til, at en arbejdsgiver skriver at “al din ferie betragtes som afholdt i din opsigelsesperiode” i opsigelsesbrevet til medarbejderen.

Heldigvis for medarbejderen er der nogle regler i ferieloven, der bestemmer hvor langt et varsel, man skal give sine ansatte, når man beder dem holde ferie i en opsigelsesperiode.

Sommerferien

Hvis man er omfattet af ferieloven, har man ret til at afholde 25 feriedage i løbet af ferieåret. De 15 dage, der afholdes fra 1. maj til 30. september, kalder man “hovedferien”. Det vil typisk være din sommerferie.

Hvis du bliver opsagt med et varsel på 3 mdr. eller mindre, kan din arbejdsgiver ikke bede dig holde din hovedferie i opsigelsesperioden. Det skyldes, at en ferieperiode skal bruges til “rekreation” og altså ikke til at søge arbejde i.

Det gælder også selvom du allerede har aftalt ferie med din arbejdsgiver inden du blev opsagt. Arbejdsgiveren kan dermed ikke kræve, at du rent faktisk afholder den allerede aftalte ferie, hvis opsigelsesvarslet ikke er langt nok.

Det er først i den situation, hvor du bliver opsagt med et varsel på mindst 3 mdr. og 3 uger, at du kan blive pålagt at afholde din hovedferie i opsigelsesperioden.

Restferien

Efter ferieloven har du ret til 25 feriedage i alt. Ud over de 15 dages hovedferie, har du derfor 10 dages “restferie”. Det er den ferie, som mange bruger til at forlænge juledagene, eller tage på skiferie.

Din arbejdsgiver kan kun bede dig holde din restferie i en opsigelsesperiode, hvis dit opsigelsesvarsel er på minimum 1 måned plus den restferie, du bliver bedt om at afholde. Hvis du ikke har brugt noget af din restferie, skal dit opsigelsesvarsel derfor mindst være 1 måned og 2 uger, før din arbejdsgiver kan bede dig afholde hele din restferie.

Hvad sker der så med den ferie, jeg ikke når at afholde?

Når man bliver opsagt eller selv siger op, holder man selvfølgelig godt øje med, om man får den løn man skal have i opsigelsesperioden. Men mange glemmer helt at tænke over al den ferie eller feriegodtgørelse, man har opsparet. Det kan dreje sig om ret store beløb, som din arbejdsgiver som udgangspunkt selv skal huske at sætte ind på din FerieKonto.

Hvis du får ferie med løn skal den ferie, som du ikke når at afholde i stedet indbetales som feriegodtgørelse til din FerieKonto. Udgangspunktet er at dine 5 uger fastsættes som 12,5% af din årlige ferieberettigede løn. Dit ferietillæg på 1% er indeholdt i de 12,5% og indbetales derfor ikke til FerieKonto.

Du skal være opmærksom på, at du både kan have overført ferie fra tidligere ferieår, samt ikke-afholdt ferie og optjent ferie i det ferieår/ferieoptjeningsår, hvor du bliver opsagt. Al denne ikke-afholdte og optjente ferie skal indbetales af din arbejdsgiver til FerieKonto.

Et simpelt eksempel kan være, at du bliver opsagt d. 31. maj 2017 med tre måneders varsel, dvs. til fratræden den 31. august 2017. Hvis du kun har afholdt 2 ugers ferie i ferieåret 2017/18 (1/5-2017 – 30/4-2018), skal din arbejdsgiver indbetale feriegodtgørelse for de resterende 3 uger til din FerieKonto.

Derudover skal din arbejdsgiver indbetale den ferie, som du har opsparet i ferieoptjeningsåret 2017 (1/1-2017 – 31/12-2017).  Idet du fratræder den 31. august har du optjent ferie i 8 mdr., som skulle bruges i ferieåret 2018/19. På de 8 måneder har du optjent ca. 16 dage, som din arbejdsgiver derfor også skal huske at indbetale til din FerieKonto.

Når du er fratrådt, kan du selv holde øje med, om din arbejdsgiver indbetaler din ferie, ved at logge ind på FerieKonto.dk / Borger.dk. Det er også her, du skal bede om at få feriegodtgørelsen udbetalt i takt med, at du afholder ferie hos din nye arbejdsgiver.

Nogle medarbejdere har også en “6. ferieuge”. Denne følger ikke af ferieloven, og den behandles afhængig af hvad der står beskrevet i din ansættelsesaftale.

Vær opmærksom på, at der gyldigt kan være aftalt særlige varsler og vilkår i din ansættelseskontrakt, eller i din overenskomst. Der gælder også særlige regler, hvis du er blevet fritstillet. Du kan ikke forlade dig på denne artikel som juridisk rådgivning. Du er velkommen til at kontakte mig for en gennemgang af dine konkrete forhold. 

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller behov for rådgivning, så er du velkommen til at kontakte artiklens forfatter advokat Nicholas Ørum Keller, Baker Tilly Legal Advokatfirma.

Artiklen er oprindeligt bragt d. 30-05-2016.

Læs mere om
Kontakt
Photo of Nicholas Ørum Keller
Nicholas Ørum Keller
Advokat (L) | Partner

Relateret indhold

Artikel Ansættelsesret
Nicholas Ørum Keller • 2. jan. 2024
Artikel Selskabsret Ansættelsesret
Nicholas Ørum Keller • 2. jan. 2024
Artikel Dødsbobehandling Arv og testamente
Sajitha Sureshkanna • 2. jan. 2024
Artikel Ansættelsesret
Nicholas Ørum Keller • 12. dec. 2023
Artikel Arv og testamente Ægtepagt
Sajitha Sureshkanna • 6. dec. 2023
Artikel Erhverv
Wivi H. Larsen • 6. dec. 2023
Artikel Compliance (GDPR/ESG)
6. dec. 2023
Artikel Retssager / Voldgift
Steen Petersen • 5. dec. 2023
Artikel Arv og testamente Ægtepagt Separation og skilsmisse
Sajitha Sureshkanna • 3. dec. 2023
Artikel Marketingret
Nicholas Ørum Keller • 28. nov. 2023