Kontakt Nikolaj

NBC

Partner/Advokat. Mobil +45 2722 1008

Nikolaj Bak-Christensen
23. august 2022

Udkastet til ændring af lejeloven indeholder ændringsforslag til en udvidelse af lejelovens nuværende regler om tilbudspligt

Tilbudspligt betyder, at beboerne i en lejebolig skal have tilbudt at købe ejendommen i andelsboligforeningsregi.

Det fremgår af lejelovens § 198, stk. 1, at tilbudspligten gælder, når ejendommen eller en del heraf overdrages ved salg, gave, fusion, spaltning eller mageskifte. Tilbudspligten gælder også ved overdragelse af aktier og anparter i aktie- og anpartsselskaber, som ejer ejendomme, når erhververen herved opnår majoriteten af stemmerne i selskabet.

Udkastet til lovforslaget lægger op til en ændring af denne bestemmelse, hvorefter det fremover skal udløse tilbudspligt, når der indtræder et kontrolskifte vedrørende ejendommen.

Kontrolskifte er nærmere defineret i udkastet til lovforslaget og omfatter følgende tilfælde:

  1. En eller flere fysiske eller juridiske personers erhvervelse ved aftale, gave eller fuldbyrdelse af pant eller anden sikkerhed eller på anden vis af mindst 50 pct. af ejerandelen til ejendommen.
  2. En direkte eller indirekte overgang eller overdragelse af den bestemmende indflydelse over den eller de juridiske personer, der ejer ejendommen.
  3. En ændring af mindst 50 pct. af det reelle ejerskab af den eller de juridiske personer, der ejer ejendommen.
  4. En direkte eller indirekte overgang eller overdragelse af retten til mindst 50 pct. af det økonomiske afkast fra ejendommen, eller de juridiske personer, der direkte eller indirekte ejer ejendommen.
  5. En direkte eller indirekte overgang eller overdragelse af retten til mindst 50 pct. af en værdistigning af ejendommen, eller de juridiske personer, der direkte eller indirekte ejer ejendommen.
  6. Foretagelse af en eller flere dispositioner, som ikke er omfattet af nr. 1- 5, men hvorved der opnås en tilsvarende virkning.

Kontrolskiftedefinition følger i store træk de tilfælde, hvor en omkostningsbestemt ejendom omfattes af en 5-årig karensperiode for udlejning af gennemgribende forbedrede lejemål (lejelovens § 19, stk. 2).

I dag er overgang af ejerandele i holdingselskaber eller overgang af majoriteten af stemmerne i kapitalselskaber til flere ejere, hvor ingen ejer opnår en majoritet af stemmerettighederne i selskabet efter retspraksis undtaget fra tilbudspligtsreglerne. Dette vil der blive lavet om op, hvis udkastet til lovforslaget træder i kraft. Ligeledes vil overdragelse af ejerandele i holdingselskaber efter omstændighederne kunne udløse tilbudspligt.

Udkastet vil også kunne medføre, at mindre kapitalejere i større omfang, kan blive tvunget til at sælge deres kapitalandele, hvis lejerne udnytter tilbudspligten.

Konsekvensen af en vedtagelse af udkastet til lovforslaget vil være, at der indtræder tilbudspligt på næsten alle transaktioner, hvis kravet om antallet af boligenheder opfyldes.

Kontakt Baker Tilly Legal Advokatfirma

Hvis du ønsker hjælp til ajourføring af vedtægter og ejeraftaler, kan du kontakte advokat Thomas Grue Baruch og advokat Nikolaj Bak-Christensen.

Ansvarsfraskrivelse

Indholdet på www.bakertillylegal.dk offentliggøres i oplysningsøjemed. Baker Tilly Legal Advokatfirma P/S tilstræber at ajourføre indholdet, men garanterer ikke at indholdet er komplet, korrekt eller udtryk for gældende ret.

Indholdet er ikke ment som og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.