Konkurrenceklausul mellem to kapitalejere var ikke omfattet af ansættelsesklausulloven

Højesteret har i marts 2021 truffet en afgørelse, hvorefter at en konkurrenceklausul indgået mellem to kapitalejere i et selskab ikke var omfattet af ansættelsesklausulloven

Baker Tilly Legal Advokatfirma vurderer, at afgørelsen har central betydning for virkningen af konkurrenceklausuler i forholdet mellem erhvervsdrivende.

Ansættelsesklausulloven indeholder en regel, hvorefter en konkurrenceklausul ikke er gyldig, hvis arbejdsgiveren opsiger ansættelsesforholdet, uden at lønmodtageren har givet rimelig anledning hertil.

Som udgangspunkt gælder ansættelsesklausulloven alene for lønmodtagere; dvs. personer, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, men loven har et bredere anvendelsesområde, idet den tillige gælder for andre end lønmodtagere.

Sagens omstændigheder

Domstolene resumerer sagen som følger:

To kapitalejere i et holdingselskab, A og B, indgik en forligsaftale, hvorved en konkurrenceklausul i en tidligere indgået ejeraftale blev opretholdt, samtidig med A’s udtræden af holdingselskabet. Konkurrenceklausulen skulle være gældende i to år fra forligsaftalens indgåelse. A var både før og efter forligsaftalens indgåelse ansat i et datterselskab til holdingselskabet, hvorfra driften af virksomheden foregik, men blev senere opsagt.

Efterfølgende nedlagde byretten på B og X ApS’ begæring midlertidigt forbud mod A’s overtrædelse af konkurrenceklausulen. A gjorde gældende, at konkurrenceklausulen var bortfaldet i medfør af ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, idet A ikke selv havde givet rimelig anledning til opsigelsen.

Højesteret fandt, at der med ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, ikke var tilsigtet en ændring i den retstilstand, der var gældende under den nu ophævede bestemmelse i aftalelovens § 38, stk. 2. Da konkurrenceklausulen var indgået som led i en forligsaftale mellem to kapitalejere, og dermed ikke som led i et ansættelsesforhold, fandt bestemmelsen i ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, ikke anvendelse.

De øvrige betingelser for nedlæggelse af forbud var ligeledes opfyldt.

Baker Tilly Legal Advokatfirmas bemærkninger

Vi vurderer, at Højesterets kendelse illustrerer rækkevidden af ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, idet bestemmelsen ikke automatisk kan strækkes til at gælde for konkurrenceklausuler indgået som led i ejeraftaler. Dermed er det fortsat udgangspunktet, at der ikke gælder særlige regler om bortfald af konkurrenceklausuler, som ejere pålægger hinanden i medfør af en ejeraftale.

Vi vurderer, at Højesterets kendelse medfører, at rækkevidden af Sø – og Handelsrettens dom af 20. januar 2020 om kundeklausuler er tvivlsom. 

Der er imidlertid væsentlige forskelle på de to sager, eftersom kundeklausulen i sagen for Sø- & Handelsretten tidsmæssigt knyttede sig til kapitalejerens ophør af sin ansættelse, samt at der var tale om en minoritetskapitalejer.

Dette bevirker, at en ansættelsesklausul i en ejeraftale ikke nødvendigvis vil skulle overholde ansættelsesklausullovens gyldighedsbetingelser, såfremt klausulen forpligter selskabets kapitalejere, til trods for at disse kapitalejere også kan betragtes som lønmodtagere.

Dermed skal der i hvert enkelte tilfælde foretages en konkret vurdering af, om en kunde/konkurrenceklausul er indgået som led i at være kapitalejer eller som led i et lønmodtagerforhold.

Kontakt Baker Tilly Legal Advokatfirma, hvis du har en henvendelse om kunde- og konkurrenceklausuler.