Pexels pavel danilyuk 8112107

Ambi-sager og EU-ret

Steen Petersen 5. dec. 2023

Denne artikel beskriver Højesteretsdom af 24.11.2023, de såkaldte ambi-sager

Læs med om EU-charter om beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, artikel 47, der vedrører begrundelse for nægtelse af præjudiciel forelæggelse. Forstå EU-staters ansvarsgrundlag, og at der ikke krav på fulde sagsomkostninger i ambi-sagerne.

1. Sagens baggrund.

Danske virksomheder blev i perioden 1988-1991 opkrævet en afgift i form af arbejdsmarkedsbidrag (ambi), der afløste en række tidligere arbejdsgiverafgifter. 

EU-Domstolen fastslog i 1992, at ambien var i strid med EU-retten. Folketinget vedtog herefter en lov om tilbagebetaling af ambi.

De danske myndigheders praksis ved tilbagebetaling af ambi blev anfægtet af fire selskaber, som anlagde retssag mod Skatteministeriet. 

Ved landsrettens behandling af sagen blev der forelagt præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, der underkendte den danske tilbagebetalingspraksis. Skatteministeriet indgik herefter forlig med selskaberne, således at ministeriet tilbagebetalte ambien til selskaberne.

Staten har siden betalt 754 mio. retur.

Til sammenligning nåede virksomhederne at betale 55 mia. kr. i ambi.

Ved afgørelse af 10. januar 2013 tilkendte landsretten selskaberne i alt 3,2 mio. kr. i sagsomkostninger til dækning af advokatudgifter. 

Selskaberne havde imidlertid opgjort deres omkostninger til advokat og revisor til ca. 10 mio. kr., og selskaberne anlagde derfor sag mod Skatteministeriet med krav om erstatning af deres fulde sagsomkostninger.

2.

Højesterets dom af 24.11.2023 mellem nogle virksomheder og Skatteministeriet angår navnlig, om den danske stat har handlet ansvarspådragende ved i strid med EU- retten at have indført og opkrævet ambi og ved efterfølgende at have fulgt en tilbagebetalingspraksis i strid med EU-retten. 

3.

EU-medlemsstaternes erstatningsansvar for tilsidesættelse af EU-retten. 

For at en EU-medlemsstat er erstatningsansvarlig efter EU-retten, er det en betingelse bl.a., at den overtrædelse af EU-retten, der er tale om, er tilstrækkelig kvalificeret, og at der er direkte årsagsforbindelse mellem statens overtrædelse af sin forpligtelse og de skadelidtes tab.

Se herved  Højesterets domme af 26. september 2007 (UfR 2007.3124), 31. maj 2013 (UfR 2013.2361) og 19. januar 2017 (UfR 2017.1243) med omtale af EU-Domstolens praksis.

4.

For at en overtrædelse af EU-retten kan anses for tilstrækkelig kvalificeret til, at den er erstat- ningspådragende, skal den pågældende medlemsstat åbenbart og groft have overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser, jf. EU-Domstolens dom af 5. marts 1996 i de forenede sager C- 46/93 og C-48/93 (Brasserie du pêcheur), præmis 55, og EU-Domstolens dom af 28. juni 2001 i sag C-118/00 (Larsy), præmis 38. 

5.

Ved afgørelsen af, om selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af EU-retten, udgør en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse, skal der tages hensyn til alle de momenter i den konkrete sag, der er blevet forelagt den natio- nale ret. 

Disse momenter er bl.a., hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, om overtrædelsen er begået eller tabet forvoldt forsætligt eller uagtsomt, om en eventuel retsvildfarende  er undskyldelig eller uundskyldelig samt den omstændighed, at en EU-institutions holdning kan have været medvirkende til vedtagelsen eller opretholdelsen af nationale foranstaltninger  eller praksis i strid med EU-retten, jf. Larsy-dommen, præmis 39.

6. Den konkrete sag

Sagen angår som nævnt i første række, om selskaberne har krav på at få erstattet deres fulde sagsomkostninger i tilbagebetalingssagerne som følge af indførelsen og opkrævningen af ambi i strid med EU-retten.

Forløbet forud for fremsættelsen af lovforslaget om indførelse af ambien viser, at lovgiv- ningsmagten fandt, at der var risiko for, at loven ville være i strid med EU-retten, bl.a. hvis den ordning, loven indførte, ville kunne opfattes som en ulovlig afgift efter artikel 33 i 6. momsdirektiv. 

Den danske regering fandt bl.a. som følge af, at ambien i flere henseender adskilte sig fra traditionelle omsætningsafgifter, at der kunne argumenteres for, at ambien ville være i overensstemmelse med artikel 33 i 6. momsdirektiv.

7.

Højesteret finder, at der på daværende tidspunkt ikke forelå en sådan fast praksis fra Domstolen, at der er grundlag for at fastslå, at lovgivningsmagtens vurderinger var udtryk for en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, således at indførelsen og opkrævningen af ambien var ansvarspådragende.

Spørgsmålet er herefter, om danske myndigheder har handlet ansvarspådragende i forbindelse med behandlingen af tilbagebetalingssagerne.

Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at den danske tilbagebetalings- praksis ikke udgjorde en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af EU-retten, og at selskaberne derfor ikke har krav på erstatning som følge heraf.

Højesteret tiltræder endvidere – med samme begrundelse som landsretten – at danske domstoles afvisning af at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen forud for landsrettens kendelse af 12. oktober 2009 ikke er ansvarspådragende.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at den danske stats overtrædelse af EU-retten – hverken bedømt efter EU-retten eller efter dansk rets almindelige erstatningsregler – kan begrunde erstatningsansvar.

8.

Tilbage står spørgsmålet, om der foreligger en tilsidesættelse af EU’s Charter om grundlæg- gende rettigheder artikel 47 eller det EU-retlige effektivitetsprincip, som kan begrunde erstat- ningsansvar.

Højesteret bemærker, at det følger af EU-Domstolens praksis, at fastsættelse og fordeling af sagsomkostninger hører under medlemsstaternes procesautonomi med forbehold for iagttagelse af bl.a. effektivitetsprincippet.

Herefter, og af de grunde der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Østre Landsret ikke ved sin afgørelse af 10. januar 2013 har handlet i strid med det EU-retlige effektivitetsprincip.

9.

Højesteret tiltræder endvidere af de grunde, der er anført af landsretten, at længden og omfan- get af det samlede sagsforløb ikke udgør en krænkelse af det EU-retlige effektivitetsprincip. 

Uanset at det samlede sagsforløb har været meget langvarigt, har selskaberne således heller ikke for Højesteret påvist forhold vedrørende behandlingen af deres tilbagebetalingskrav, der udgør en krænkelse af effektivitetsprincippet.

Af samme grunde finder Højesteret, at der heller ikke foreligger en krænkelse af artikel 47 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder.

10.

Højesteret frifinder på den anførte baggrund Skatteministeriet for selskabernes erstatnings- krav vedrørende yderligere omkostningsdækning i tilbagebetalingssagerne, jf. herved også det nedenfor anførte om afslag på præjudiciel forelæggelse.

11. Præjudiciel forelæggelse

Selskaberne har anmodet om præjudiciel forelæggelse af i alt 18 spørgsmål for EU- Domstolen. Højesteret bemærker vedrørende spørgsmål nr. 1-14, at det følger af praksis fra EU- Domstolen, at det i princippet er de nationale retsinstanser, der skal anvende betingelserne for, at medlemsstaterne ifalder ansvar for de tab, som borgerne er blevet påført på grund af tilside- sættelser af EU-retten i overensstemmelse med de anvisninger, som EU-Domstolen har givet herfor, jf. bl.a. Domstolens dom af 4. oktober 2018 i sag C-571/16 (Kanterev), præmis 95, med omtale af Domstolens praksis. 

12.

Herefter, og da der ikke er nogen rimelig tvivl om forståelsen af navnlig den EU-retlige ansvarsnorm i erstatningssager som følge af medlemssta- ternes tilsidesættelse af EU-retten eller om indholdet af det EU-retlige effektivitetsprincip, finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at forelægge spørgsmål nr. 1-14 for EU- Domstolen.

Spørgsmål nr. 15-18 angår begrundelsespligten ved afvisning af præjudiciel forelæggelse.

I lyset af EU-Domstolens praksis, herunder Domstolens dom af 6. oktober 2021 i sag C- 561/19 (Consorzio Italian Management m.fl.), finder Højesteret, at der med hensyn til spørgsmål nr. 15-18 ikke består en sådan rimelig tvivl om forståelsen af den omhandlede be- grundelsespligt, at der er grundlag for at forelægge disse spørgsmål for EU-Domstolen.

Konklusion

Højesteret stadfæster landsrettens dom.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S solidarisk betale i alt 500.000 kr. til Skatteministeriet. Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Offentlige myndigheders  erstatningsansvar på grundlag af bl.a.  EU-retten er behandlet udførligt i en bog  af Peter Pagh m.fl. fra 2017, DJØF.

Der er værd at bemærke, at offentlige myndigheder fx også kan ifalde ansvar for følelige og intensive menneskerettighedskrænkelser på grundlag af den i 1992 inkorporerede Menneskerettighedskonvention med tillægsprotokoller og dynamiske domme fra Strasbourg- Domstolen.

Steen Petersen fører ofte sager mod offentlige myndigheder inden for fx miljø-, nabo- og forvaltningsret. 

Han har bl.a. procederet i 2015 en principiel sag for Storkammeret i Strasbourg, bestående af 17 dommere, hvor hans klienter i 2016 vandt med dommerstemmerne 12-5.

Kontakt
Photo of Steen Petersen
Steen Petersen
Advokat (H)

Relateret indhold

Artikel Ansættelsesret
Nicholas Ørum Keller • 2. jan. 2024
Artikel Selskabsret Ansættelsesret
Nicholas Ørum Keller • 2. jan. 2024
Artikel Dødsbobehandling Arv og testamente
Sajitha Sureshkanna • 2. jan. 2024
Artikel Ansættelsesret
Nicholas Ørum Keller • 12. dec. 2023
Artikel Arv og testamente Ægtepagt
Sajitha Sureshkanna • 6. dec. 2023
Artikel Compliance (GDPR/ESG)
6. dec. 2023
Artikel Erhverv
Wivi H. Larsen • 6. dec. 2023
Artikel Arv og testamente Ægtepagt Separation og skilsmisse
Sajitha Sureshkanna • 3. dec. 2023
Artikel Compliance (GDPR/ESG)
Wivi H. Larsen • 28. nov. 2023
Artikel Marketingret
Nicholas Ørum Keller • 28. nov. 2023
Now, for tomorrow
Vi tror på styrken i gode relationer. Lad os møde fremtiden sammen.
Kontakt os i dag